Aktiemarkedet giver et fantastisk show i disse dage, hvor Dow og S&P 500 når nye højder, der får det til at se ud, som om økonomien er hottere end en supermodel på en strand i Miami. Det er fristende at poppe noget champagne og skåle for vores kollektive velstand, men under al den glitter og glans er der en meget mindre glamourøs virkelighed, der udspiller sig – en virkelighed, der mere handler om, at de, der har, praler med det, mens de, der ikke har, stadig bare prøver at få huslejen til at hænge sammen.
Sandheden er, at disse rekordhøjder ikke betyder meget for den gennemsnitlige amerikaner, som knokler for at holde sig oven vande. Mens aktiekurserne stiger, stagnerer lønningerne, og den højt besungne økonomiske vækst føles som en luftspejling i ørkenen – smuk på afstand, men ikke til megen nytte, når man er ved at dø af tørst. Det er ingen hemmelighed, at spillet er rigget til fordel for spillerne i toppen, hvor belønningen for et blomstrende marked bliver stukket i lommen af de få, mens alle andre må vente på en magisk nedsivning, som aldrig helt kommer.
Sådan har det ikke altid været.
Der var engang, hvor store virksomheders succes var ensbetydende med gode nyheder for alle. Hvis fabrikken klarede sig godt, gjorde arbejderne det også. Hvis aktierne steg, steg lønningerne også. Men det var før 1970’erne, hvor evangeliet om profit frem for alt vandt indpas og omformede det amerikanske erhvervsliv til en slank, ondskabsfuld maskine, der tilfredsstillede aktionærerne. Ideen om, at en virksomheds eneste ansvar var at øge sit overskud, blev tidens mantra, og alle rettede ind efter det.
Nu er det mantra drivkraften bag den form for finansieringsteknik, der driver aktiekurserne i vejret på bekostning af stort set alt andet. Aktietilbagekøb og udbytte er blevet de foretrukne tiltag for direktører, der ønsker at holde Wall Street tilfreds. Virksomhederne bruger milliarder på aktietilbagekøb i stedet for at investere i deres medarbejdere eller forskning og udvikling – de vælger i bund og grund at holde deres aktionærer rige i stedet for at give deres medarbejdere lønforhøjelse.
Vi ser byer som Brokaw, Wisconsin, bære byrden af denne besættelse af aktionærværdi. Her skyldes lukningen af en århundrede gammel papirfabrik ikke en uforudset katastrofe eller dårlig ledelse, men kravet om højere afkast. Det er en scene, der har udspillet sig gang på gang over hele landet, hvor jagten på øjeblikkelig gevinst har efterladt en række brudte løfter, lukkede fabrikker og mennesker, der undrer sig over, hvad der skete med deres chance for at få den amerikanske drøm.
Aktiemarkedet er blevet den ultimative showman, der lokker os med rekordstore præstationer, mens vi ignorerer tegnene på, at plottet er ved at falde fra hinanden. De tal, der blinker hen over båndet, ser måske ud som succes, men de fortæller ikke hele historien. Når kun halvdelen af amerikanerne overhovedet ejer aktier – og de fleste af dem, der gør, kun har en lille smule – føles markedets triumf mindre som en national præstation og mere som en eksklusiv klub, hvor kun de mest forbundne får lov til at høste frugterne.
Lad os være ærlige
Markedets højtflyvende nummer handler mest om optik. Det er ikke en nøjagtig måling af den daglige økonomi, men en afspejling af investorernes ambitioner, håb og, ja, endda fantasier. Ideen om, at aktiemarkedet afspejler nationens sundhedstilstand, har altid været lidt langt ude, men vi har taget det til det næste niveau og klamrer os til hver ny top, som om det var et bevis på, at vi er på vej op.
For Wall Street er aktiemarkedet en legeplads, hvor reglerne er anderledes, end de er for os andre. Det er et sted, hvor formuer skabes og tabes med et snuptag, og hvor jagten på aktionærværdi kan retfærdiggøre næsten hvad som helst. Så længe aktiekurserne bliver ved med at stige, ser det ud til, at ingen har noget imod, at arbejdspladser forsvinder, eller at hele byer efterlades i støvet. Men når musikken stopper, vil det ikke være finansfyrsterne, der står tilbage og kæmper for at finde en stol – det vil være folk på Main Street, som aldrig blev inviteret til dansen i første omgang.
Det er ikke, fordi markedet ikke betyder noget – det gør det absolut. Men hvis vi skal blive ved med at tilbede aktieindeksernes alter, er det måske på tide, at vi omdefinerer, hvordan ægte værdi ser ud. Burde det ikke være mere end bare at gøre aktionærerne rigere? Forestil dig en økonomi, hvor virksomhederne belønnede deres medarbejdere lige så ivrigt som deres investorer, hvor byer som Brokaw blomstrede i stedet for at visne, og hvor »vækst« betød noget mere end blot et tal på en skærm.
Selvfølgelig er aktiemarkedets rekordhøjder spændende, og hvem elsker ikke lidt spænding? Men det spørgsmål, vi skal stille, er, om den spænding er den pris værd, vi alle betaler – og om vi er tilfredse med illusionen om rigdom, mens den ægte vare glider længere og længere uden for rækkevidde.
Hvis du er klar til at investere, men ikke ved, hvilken platform du skal bruge. Besøg vores hjemmeside: Opulon Trading AI